Stiftet 26. juni 1945 · Ballerup · CVR: 35 60 18 13 · ftgbu@ftgbu.dk

FTGBU’s statutter

Statutter for FTGBU

Statutter for velfærdsorganisationen “Foreningen til Gamle Ballerupdrenges Ungdomsbevarelse” af 26. juni 1945 (i det følgende kaldet F.T.G.B.U.)

§ 1.
Foreningens mål er uomtvisteligt:
a) At skabe en pikant og tryggere ramme om samvær af sine medlemmer ved selskabelige lejligheder.
b) At støtte alle sådanne bestræbelser, der kan bedre mulighederne for nuværende og kommende ungdom, der samles til aktiv idræt i Ballerup Kommune.
c) At opretholde et eller flere veteranhold for hankøn, der vil dyrke den ædle fodboldsport under mere modne former end i B.S.F.

§ 2.
Foreningens mål søges opfyldt ved at optage såvel hæderlige som mindre hæderlige (for så vidt som disse sidste er uberygtede) i sin kreds. Ved at arrangere op til flere selskabelige sammenkomster pro anno for medlemmerne (i visse tilfælde med damer etc.). Ved at søge at skabe foreningsmæssige og økonomiske muligheder for støtte til idrætsungdommen, og endelig at deltage i turneringer for Veteranhold.

§ 3.
Som ordinært medlem kan optages enhver mandsperson, som indenfor de seneste 5 år før sin ansøgning, eller som tidligere i en flerårig periode har dyrket idræt i BSF, og som bevisligt har passeret sin 30-års dag, og som efter derom indsendt ansøgning, af det til enhver tid siddende præsidium, anses for såvel egnet som værdig til optagelse.

Optagelse kan kun finde sted, når præsidiet har modtaget en motiveret ansøgningsskrivelse og denne er behandlet af præsidiet.

Præsidiet kan ved enstemmig beslutning dispensere fra reglen om 30-års alderen.

Endelig kan optages som medlem honoris causa personer udenfor foreningens direkte virkefelt, der findes at have gjort sig fortjent til en sådan hæder. Medlemmer honoris causa betaler ikke kontingent.

§ 4.
Foreningen ledes af et præsidium, der består af:
a) Præsident
b) Vice-præsident
c) Skatmester
d) Skriver
e) Marchal
f) Archivar
g) 1. Præsidie-bisidder
h) 2. Præsidie-bisidder
i) Sportslig leder

§ 5.
F.T.G.B.U.’s højeste myndighed er “ÅRSTINGET”, der afholdes en gang i hvert kalenderår og indkaldes med mindst 8 dages varsel.

Dagsorden for årstinget skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af ølrekvirent til præsidiet
  3. Eksaminering og evt. optagelse af ansøgere om medlemskab
  4. Præsidentens beretning og sportslig beretning
  5. Skatmesteren aflægger det ureviderede regnskab
  6. Valg af præsidiemedlemmer
  7. Indkomne forslag
  8. Fastsættelse af kontingent for det følgende år
  9. Eventuelt

§ 6.
Ekstra-ting kan indkaldes med 4 dages varsel efter præsidiets ønske, eller når 10 medlemmer skriftligt overfor præsidiet fremsætter motiveret ønske herom.

§ 7.
Præsidiet skal til enhver tid tilstræbe at have en formue svarende til en kursværdi på kr. 200.000,-.

§ 8.
F.T.G.B.U. kan ikke opløses, så længe præsidiets poster kan besættes. Ved eventuel opløsning overgår foreningens ejendele til B.S.F.

Vedtaget på årstinget den 5. april 1968. Med ændringer af: 24.04.70, 07.04.78, 06.04.79, 19.04.85, 20.04.89, 19.04.91, 18.04.97, 23.04.99, 23.04.2010. Genoptryk 01.05.2010.